Prisstigninger og reduceret kapacitet

Vær forberedt på prisstigninger og reduceret kapacitet hos forsikringsselskaberne

Vi har i det første halvår af 2020 set prisstigninger på mange forsikringsprodukter. Især på direktions- og bestyrelsesansvar, professionelt ansvar, kriminalitet og cyberforsikring forventer vi de vanskeligste fornyelser, men også på øvrige forsikringstyper ser vi op mod denne kommende fornyelse, større præmiestigninger.

Stigningerne kommer fra det globale marked, som gennemsnitligt steg med 15-20 pct. i 1. kvartal 2020, afhængig af forsikringstype.

Mere konkret kan de tocifrede stigninger tilskrives:

  • Højere skadeudgifter, specielt på vandskader og andre naturkatastrofer.
  • Stigning i cyberkriminalitet.
  • Usikkerheden om den globale Covid-19 pandemis påvirkning på virksomhedernes fremtid.
  • En reduktion af kapaciteten i det internationale reassurancemarked, presser præmierne på mange forsikringstyper i vejret, og den tendens forventer vi, vil fortsætte ind i 2021.

Policeeksklusioner varsles

Som følge af den globale pandemi og flere større cyberangreb ser vi nu også, at forsikringsselskaberne varsler vilkårsændringer på ansvar-, property- og transportpolicer. Vi ser eksempler på, at forsikringsselskaberne varsler eksklusioner for pandemi/epidemi og cyberangreb ind i policerne, som følge af krav fra reassurancekontrakterne. Ovenstående er som udgangspunkt en præcisering af dækningsomfanget og ikke noget du som forsikringstager kan påvirke. Er der noget helt konkret i situationen, der påvirker din virksomheds drift, skal du naturligvis kontakte din mægler.

Arbejdsskade - regulering med "Det Sociale Indeks"

De første varslinger omkring ”Det Sociale Indeks” på arbejdsskade, tyder på, at der generelt vil komme stigninger på op til 15 pct. Det er stigninger, der for virksomheder med mange ”blue collar” ansatte, er en betydelig ekstraomkostning. Afhængigt af skadeforløb og risikoprofil for den enkelte virksomhed, er det en omkostningsstigning, der bør efterprøves i markedet, i det omfang der er et potentiale for besparelse.

Begynd arbejdet med gentegning og fornyelse så tidligt som muligt

Blandt forsikringsselskaberne ser vi en fortsat tendens til, at der etableres skærpede interne retningslinjer i forhold til tilbudsgivning og prissætning af risici, og vi ser oftere, at tilbud skal godkendes fra centralt hold. Alt andet lige er der altså tale om en forlængelse af processen, en forlængelse som selskaberne ofte bruger til at stille flere og mere detaljerede spørgsmål end tidligere. Samtidig er kravene til data i forbindelse med risikostyring øget væsentligt. Vi gør derfor alt, hvad vi kan for at påbegynde fornyelsesprocessen og udbudsprocesserne så tidligt som muligt for vores kunder.

Aktiv risikostyring er god økonomi

Det er tydeligt, at forsikringsselskaberne har øget fokus på kundernes risikostyring, uanset om det er globale eller danske virksomheder. Risikostyning dokumenteret gennem valide data øger alt andet lige muligheden for et godt forhandlingsklima og en større appetit på din virksomheds risici.

Kontakt din mægler

Samarbejdet mellem kunde og mægler er vigtigere end nogensinde. Sammen skal vi sikre det bedste forhandlingsgrundlag til de kommende fornyelser. Alt efter om jeres policer har 1 eller 3 mdr. opsigelsesvarsel, vil I modtage yderligere information omkring fornyelsen.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til denne information, er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler.