Våd vinter betyder flere rotter

Denne vinter har ikke været særlig kold. Til gengæld har den været våd, og det er faktisk rigtig godt vejr, hvis man er en rotte. Derfor har vi også set en voldsom stigning af rotteangreb overalt i Danmark.

Hvad kan man gøre for at undgå rotteangreb, og hvad skal man gøre, hvis man har konstateret et angreb? Det kan du læse mere om i denne artikel, hvor vi også giver dig 10 gode råd til at forebygge rotteangreb.

Anmeldelse til kommunen

Rotter er sølet til af kloakvand, og deres urin og ekskrementer er smittefarlige. Mistanke om rotteplager skal derfor omgående meldes til kommunen, der så omgående skal tage affære.

Rotter er dygtige akrobater

Rotter har skarpe og stærke tænder, der vokser hele tiden. Derfor gnaver de i næsten alt for at holde dem nede. De kan gnave sig igennem næsten hvad som helst, selv installationer og elektriske ledninger, men dog ikke jern, aluminium, zink, kalksten og mursten.

De kan trænge ind i huse og lejligheder ved at kravle op igennem kloakrør og faldstammer. Københavns Kommune skønner, at det sker i 60-70 tilfælde hvert år. I sådanne tilfælde kan rotternes indtrængen dog forhindres ved at holde WC-låget nede.

Hvordan kan du se, om der er rotter på færde?

Du kan ofte se bid- og gnavemærker i træværk, hvor rotterne holder til. Ofte kan man høre rotterne pibe og skrige. Andre gange hører man typisk kradselyde, når rotterne piler rundt bag væggene eller under gulvene. Ekskrementerne fra voksne rotter er typisk halvanden cm lange og en halv cm tykke.

Bekæmpelse af rotter

Du må gerne selv opsætte smækfælder, hvis de ellers er anbragt, så børn og andre dyr ikke kan komme til dem. Men ellers er bekæmpelse af rotter en professionel opgave, der er overladt til kommunerne, fordi den kræver et indgående kendskab til rotters biologi, til giftstoffer og til anvendelse og udlægning af kemiske midler. Rottegift er livsfarligt at spise, og udlagt gift skal derfor være effektivt sikret, så hverken børn eller andre dyr kan komme i kontakt med giften. Udlæggelse af gift kræver derfor et særligt autorisationsbevis.

Du kan ikke rengøre efter rotter med almindelige rengøringsmidler. Der findes forskellige kemiske midler, som kan anvendes både til desinfektion og til forsøg på lugtsanering. Det er en opgave, som professionelle skadedyrsfirmaer skal tage sig af.

Fejlfinding i faldstammer og kloaksystemer

Fejlfinding er som regel vanskelig og tidskrævende og bør overlades til autoriserede kloakmestre. Hovedårsagen til angreb af kloakrotter er, at kloakplanen ofte ikke er fulgt under nedlæggelsen af kloakrørene, og er der siden sket ændringer i kloaksystemet, er tegningerne ofte ikke blevet opdateret. Men der kan også være tale om kloakrør, som er forskudt i forhold til hinanden på grund af trærødder eller sammenfald i jorden.

I de senere år er der udviklet forskellige former for ”rottespærrer”, som kan installeres i kloaksystemer forskellige steder.

Børneinstitutioner

Er der tegn på rotter i en børneinstitution skal børnene evakueres, og de må først komme tilbage, når årsagen til rotteinvasionen er fundet og udbedret, og når institutionen er rengjort og desinficeret af professionelle efter kommunens og embedslægens anvisning.

Oversvømmelse

Store skybrud belaster kloaknettet, og det har i mange tilfælde betydet, at kloakvand er blevet presset op igennem afløb og toiletter – og så følger rotterne ofte med. Ejendomsejere bør derfor af forsikringshensyn generelt foretage en konkret vurdering af risikoen for sådanne oversvømmelser, og hvad der kan gøres for at forebygge dem f.eks. ved at få monteret et såkaldt ”højvandslukke”.

Forsikringsforhold

Rottebekæmpelse betales af kommunen, der også betaler skader på kloaknettet uden for ejerens grund. Rotternes eventuelle skader på ejendom betales af ejeren.

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at en udvidet rørskadeforsikring kan dække ved rotteangreb, samt at det i nogle tilfælde kan være vigtigt ikke at foretage sig noget, før forsikringsselskabet er kontaktet, og der er sendt en skadesanmeldelse. Forsikringen dækker som regel kun selve afløbsreparationen. Følgeskader dækkes kun, hvis der f.eks. kommer en vandskade på grund af, at rotter har ødelagt en kloakledning, som har ført til udsivning af vand.

10 gode råd om rottebekæmpelse

  • Det er vigtigt omgående at anmelde mistanke om rotteangreb til kommunen.
  • Ejendommens omgivelser skal renses for affald og madrester. Dyre- og fuglefoder mv. skal opbevares i rottesikre beholdere. Udendørs fodring af vilde katte tiltrækker rotter.
  • Brændestabler og materialer bør ikke stables op ad husets mure, men skal ligge frit, ligesom træer og buske skal holdes væk fra murene, så rotter ikke kan kravle op ad dem.
  • Det er vigtigt at undgå fysisk kontakt med rotter, deres ekskrementer og deres urin. Det samme gælder overflader, materialer, affald og madvarer, som rotter har været i kontakt med. Af samme grund er det vigtigt at anvende (gummi)handsker, når man rydder op og gør rent efter rotteangreb.
  • Børn bør ikke lege, hvor der er eller har været rotter.
  • Rottegift skal anbringes, så kun rotter kan komme til giften.
  • Er du bekymret for, at rotterne kan komme ind via toiletternes vandlåse, så hold lågerne på WC´erne lukket og læg et par bøger (mindst 1 kg) oven på lågerne, så rotterne ikke kan skubbe dem op.
  • Toiletkummer skal være rene og pænt vedligeholdt, så de er glatte og uden kalkbelægninger og misfarvninger. Så er det vanskeligt for rotterne at komme op ad dem. Metalriste i gulvafløb skal sættes/skrues forsvarligt fast.
  • Udluftning fra faldstammer skal sikres med metalnet, som rotter ikke kan passere. Åbentstående kloakrør og faldstammer skal proppes effektivt til, og gamle, ubenyttede kloakrør skal lukkes.
  • Der er ofte mulighed for at få etableret såkaldte rottespærrer og højvandsspærrer i kloaksystemet, men det kræver professionel installation.

Kilder: Rotter. Notat. Skadedyrlaboratoriet, Vagn Hansen P: Sundhed og hygiejne i pædagogisk arbejde. Munksgaard 2005.
www.pestium.dk - Infoside om skadedyr
www.mst.dk - Miljøstyrelsen

Vil du vide mere? Kontakt:

Forsikringsmægler
Lars Smedegaard Jespersen
+45 2042 1281
lje@contea.dk