Risikostyring i et nyt perspektiv

Virkeligheden har endnu engang overgået vores fantasi. Havde nogen i sin vildeste fantasi forestillet sig den virkelighed, vi alle er blevet ramt af?

Der findes en række kendte risici, der kan kvantificeres og forebygges, for at gøre alt hvad der er muligt for ikke at blive ramt af unødvendige tab. Med corona blev vi ramt af en risiko, der ikke kunne forudses, og dermed hverken kvantificeres eller forebygges. Vort eneste værn mod tab af menneskeliv og økonomiske tab har været, og er, at iværksætte vores nød- og katastrofeplaner som samfund, som virksomhed og som individ.

Det nemmeste er jo i ”bagklogskabens klare lys” at konstatere, hvad vi kunne have gjort, hvilke planer vi skulle have haft på plads osv. INDEN vi blev ramt. Det kan vi ikke bruge til andet end at lære af og bruge som inspiration.

Her deler vi nogle generelle områder og specifikke risici, som kan være indledende inspiration.

Risikoanalyse i virksomheden

Al arbejde med risici starter med analyse. De risici vi allerede kender, kan vi analysere enkeltvist for at vurdere både sandsynlighed og konsekvens, og dermed beslutte hvordan vi vil håndtere risikoen.

Vi har alle erfaret, på den hårdest mulige måde, at vi bliver nødt til at forsøge at identificere alvorlige katastrofe, risici og scenarier som vi i dag ikke kender og dermed kan forudse. Vi kan ikke på forhånd kalde dem for brand, naturkatastrofe, cybercrime osv. Men vi ved nu, at vi kan blive ramt af det helt utænkelige, og vi ved, at det kan være livstruende for mennesker og virksomheder og dermed hele samfundet.

I virksomhedernes verden må vores fremadrettede risikoanalyse således opdateres og justeres, så vi både fokuserer på alt det vi kender – og som jo ikke forsvinder – samt på den ukendte katastroferisiko, som vi IKKE kender, vi ved bare, at det er en katastrofe der rammer, og den kan ødelægge hele vores virksomhed.

Risikoforebyggelse- og risikobegrænsende tiltag

Forebyggelse af risiko er vigtigt på mange planer. Brand har altid været i fokus og de senere år har cybersikkerhed været i fokus.

I den aktuelle situation, som ingen isoleret set kunne forudse og dermed forebygge, er der mange afledte konsekvenser og dermed generelle forebyggende tiltag, der står eller skal stå sin prøve - én blandt mange er risikobeskyttelsen i vores kontrakter. De fleste virksomheder har indlagt en risikoforebyggelse/beskyttelse/begrænsning i deres kontrakter med leverandører og kunder.

  • Hvad er vi hver især og indbyrdes erstatningsansvarlige for?
  • Er vores ansvarsbegrænsninger og øvrige kontraktuelle beskyttelse stærk nok?
  • Holder beskyttelsen i et worst case scenario?
  • Er det her en force majeure situation/begivenhed? Virksomhedernes fokus på kontraktuelle risici og afdækning af disse bør derfor have stor fokus.

Selv om vi forebygger, så godt vi kan, er der både kendte og ukendte risici, der ikke lader sig forebygge. Vi kan ikke eliminere risikoen helt og jo slet ikke på de risici, vi ikke kender til, som det vi oplever med Corona pandemien. Risikobegrænsning er helt traditionelt det samme som forberedelse. Nødplaner, katastrofeplaner er blevet åbenlyst nødvendige.

Adgangen til virksomhedens it systemer og telefoni så det er sikret, at flest mulige medarbejdere (alle nødvendige funktioner) kan varetage arbejdsfunktioner fra en anden lokation eller hjemmefra, viser sig i den nuværende situation at være helt afgørende for de fleste virksomheder. Det har for mange vist sig effektivt og kan derfor også indgå i virksomhedernes beredskabsplaner mere generelt.

Risikofinansiering og forsikring

Ingen forsikringsdækning for corona: Hidtil ukendte og dermed ikke kvantificerbare risici som corona pandemien har kun i meget begrænset omfang kunnet forsikringsafdækkes. Der har været specialdækninger for arrangementsaflysninger, der er dækning ved grænselukninger og adgangsbegrænsninger, men helt generelt er og har der ikke været dækning for de økonomiske tab som følge af corona specifikt.

Der er ingen tvivl om, at det globale forsikringsmarked kommer under pres for at få udviklet nye og måske alternative forsikrings- og finansieringsløsninger til fremtidige katastroferisici. Udviklingen kommer til at afhænge af forsikringsmarkedets samlede risikoappetit og villighed til at stille kapacitet til rådighed.

I sidste ende er det jo et spørgsmål om at beskytte virksomhedens aktiver/balance og at sikre et tilstrækkeligt kapitalberedskab/likviditet til at komme igennem en krise og således sikre virksomhedens overlevelse.

En virksomheds kreditrisiko på debitorer er som hovedregel lagt fast i en kredit-og betalingspolitik, og risikoen for debitortab kan delvist overføres til en kreditforsikring. Behovet herfor har sikkert ændret sig markant, og det tilrådes at få revurderet risikopolitikken på kreditområdet. Det tilrådes ligeledes at få tjekket policernes ordlyd omkring forsikringsselskabets adgang til opsigelse i tilfælde som dette katastrofescenarie.

Contea er virksomhedens sparringspartner, når det handler om håndtering af risici, både i form af analyse, forebyggelse, beredskabsplaner og risikofinansiering.

Yderligere information:

Forsikringsmægler og partner
Søren Langerhuus
+45 2042 1470
sla@contea.dk