Midlertidige skolevaske og byggeloven

I forbindelse med Covid19 har mange skoler og institutioner sat midlertidige vaske op, så børnene har mulighed for at vaske hænder i overensstemmelse med Sundhedsmyndighedernes råd og vejledninger.

Vaskeanlæggene er oftest en lang vask med en række vandhaner opstillet både udendørs og indendørs, tilsluttet en vandslange eller lignende.

For kort tid siden oplevede en af disse skoler, at vandslangen, der var tilsluttet vasken, i en weekend sprang ud af koblingen. Resultatet var, at vandet fossede ud hele weekenden, trængte ind i en lyskasse og gennem vinduer ned i kælderen. Der var betragtelige skader, men ingen forsikring til at dække det. Installationen levede nemlig ikke op til Byggelovgivningens regler, anvisninger eller vejledninger.

Undtagelser i forsikringsbetingelserne

I forbindelse med opsætning af Covid19-vaske, er der blandt ”generelle undtagelser under husejer/anden bygningsbeskadigelse” især ét punkt i forsikringsbetingelserne, som I skal være opmærksomme på:

Forsikringen dækker ikke ”skade, der skyldes, at sikrede ikke har overholdt byggelovgivningens regler herunder anvisninger og vejledninger, når årsagen til skaden eller skadens omfang kan henføres hertil”.

I denne sag levede installationen ikke op til byggelovgivningen, med den konsekvens, at der ikke var dækning for skaderne.

På baggrund af dette vil vi kraftigt opfordre til, at disse midlertidige Covid19-vaske bliver gennemgået og kontrolleret af autoriserende VVS-installatører med henblik på, at de overholder byggelovgivningens krav etc.

Har du spørgsmål til denne information, er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler.