Find ud af, hvem der ejer træet, inden du fælder det

En dom fra marts i år understreger vigtigheden af, at kommuner grundigt undersøger, hvem der ejer det træ, som man har besluttet at fælde efter en klage.

En kommune fik efter en forårsstorm i 2014 en henvendelse fra en borger, der mente, at der var risiko for, at et træ kunne vælte ind og beskadige hans ejendom. Kommunen vurderede, at træet stod på kommunens grund og fældede derfor træet. Efterfølgende henvendte naboen sig og gjorde gældende, at træet var hans. Kommunen anerkendte sit ansvar og opfordrede naboen til at indhente prisoplysninger. Der blev herefter rejst et krav mod kommunen om betaling af en erstatning på 100.000 kr. Kommunen afviste kravet, men tilbød betaling af kr. 15.000,00, hvilket naboen afviste.

Hvem ejer træet?

Under den sag, der efterfølgende blev anlagt, blev det afklaret, at træet - eller i det mindste hovedparten af dette - efter en skelsætningsforretning rent faktisk var beliggende på kommunens grund. Det viste sig videre, at ejendommen ikke tilhørte naboen, der havde rejst erstatningskravet, men et af hans selskaber. Sagsøgeren forsøgte uden held at sandsynliggøre, at kravet var overdraget fra selskabet til ham, og at han dermed stadig var rette sagsøger. Under sagen blev der derudover afholdt syn og skøn dels vedrørende fastlæggelse af skellet, dels vedrørende træets værdi.

Procedurefejl frikender kommunen

Retten kom ikke til at tage stilling til de spørgsmål, idet kommunen blev frifundet alene med henvisning til, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han havde erhvervet kravet, og at han derfor ikke var rette sagsøger, da sagen blev anlagt. Retten afviste derfor sagen. Men tilbage står en vigtig læring: Som kommune er det afgørende vigtigt at undersøge, hvem der ejer det træ, som man har besluttet at fælde efter en klage.

Har du spørgsmål til denne information, er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler:

Forsikringsmægler
Dorthe Albertsen
+45 3110 6267
dal@contea.dk