Coronavirus og entrepriseforsikring

I dette nyhedsbrev belyser vi nogle af de forhold, som man skal være opmærksom på, hvis et bygge - anlægsarbejde stoppes på grund af Covid-19-krisen.

Det er nogle generelle tilbagemeldinger, som I kan forholde jer til, men overordnet set, ændrer Covid-19 krisen ikke på de forsikringsvilkår, der i øvrigt gælder for de forsikringer, som er tegnet. Dog kan der være forskelle i forsikringsselskabernes vilkår.

Generelt omkring byggepladsen

De gældende sikringskrav og praksis, samt de vilkår og evt. klausuler, som forsikringen er tegnet på, skal overholdes. Der er altså ikke indført skærpede krav pga. den givne situation. Det er som altid bygherrers ansvar, at kravene overholdes.

Tyveri og hærværk af byggematerialer

Forudsætningen for at bygningsdele, der skal indgå i byggeriet, er dækket af forsikringen, er, at de er anbragt i forsvarligt aflåst bygning eller container forsynet med F & P godkendt låsesystem.

I den udstrækning bygningsdele på grund af deres dimensioner ikke kan placeres i bygning eller aflåst container dækkes bygningsdele kun, hvis de er tildækket.

Risikoen på en byggeplads uden for byen med store værdier, skal naturligvis vurderes og håndteres anderledes, end en bynær byggeplads med få værdier. Det vil med andre ord altid være en konkret vurdering fra byggeplads til byggeplads.

Forebyggelse af skader på efterladte byggepladser

Hvis byggepladsen helt forlades i længere tid, anbefales det at gøre opmærksom på det overfor forsikringsselskabet. Dels for at sikre, at entrepriseperioden kan blive forlænget og dels for at sikre, at forsikringsselskabet er bekendt med risikoforandringen.

Som eksempel har Gjensidige i deres forsikringsvilkår helt generelt oplyst, at hvis pladsen forlades mere end 1 uge, skal de have besked. Af andre forsikringsselskabers forsikrings vilkår fremgår det, at hvis byggepladsen helt forlades, fx på grund af konkurser, så skal forsikringsselskabet have besked. Men det ændrer ikke på, at man stadig vil være dækket af den entrepriseforsikring, der er tegnet, hvis blot man overholder de gældende sikringskrav.

Anbefalinger man kan følge på entrepriseområdet

  • Daglig besigtigelse af byggepladsen.
  • Aflåsning af byggeplads, hvis muligt. Er der hegn omkring, så sørg for at det er grundigt sikret, så det skærmer pladsen ordentlig af.
  • Bloker gerne kørselsindgange med maskiner eller betonblokke, hvis muligt.
  • Sørg for afdækning og fastsurring af materialer for at undgå vejrlig skader samt for at begrænse synligheden.
  • Aflåsning af skurvogne - normal adfærd.
  • Indsamling og aflåsning af værktøj i containere - normal adfærd.
  • Aflukning af vandtilførsel.
  • Kontrolleret og styret afbrydelse af elforsyning.
  • Overvej at opsætte mobile tyverialarmløsninger, kombineret med TV overvågning, hvis man oplever en stigende trussel for indbrud og hærværk.

Herudover anbefales som altid almindelig sund fornuft, så vi generelt undgår, at der sker skader på byggeri, materialer og personer på byggepladsen.

Har du brug for et råd?

Har du brug for gode råd omkring de forsikringsmæssige forhold, eller evt. en gennemgang af byggepladsen inden den forlades, kan du kontakte din forsikringsmægler.
Skriv en mail til contea@contea.dk så vil vi kontakte dig hurtigst muligt, eller ring til os på +45 7511 9960.

Har du brug for gode råd til, hvorledes du kan sikre din byggeplads, mens den er forladt, er du velkommen til at kontakte vores risikoingeniør Keld T. Pedersen på +45 8140 7150 eller ktp@contea.dk