Brandrisikoen ved opladning af batteridrevne el-cykler, løbehjul og andet

Lige før påske opstod der en brand på grund af et defekt lithiumbatteri i det gamle rådhus i Hørup på Als. Branden udviklede sig hurtigt, og det meste af bygningen nedbrændte. Det er ikke første og heller ikke sidste gang, vi kommer til at se en stor brand som følge af batterier.

I dette tilfælde var batteriet defekt, men både beredskaberne og forsikringsselskaberne ser en øget risiko for brand, når el-cykler, løbehjul og lignende oplades.

Batterierne på elcykler er typisk Litiumbatterier, der ved en kortslutning, overbelastning, m.m. kan udvikle en forholdsvis voldsom brand. Det er i øvrigt ofte samme slags batterier, der sidder i el-løbehjul og andre eldrevne køretøjer, hjælpemidler, etc.

Du skal derfor tænke dig om og tage dine forholdsregler, når du sætter batterier til opladning. Et godt råd er, at der indrettes en ladeplads til elcykler, løbehjul m.v. på samme måde som der er indrettet ladepladser til l-trucks, gulvvaskere m.v.

Det vil med andre ord sige, at man skal overholde Brand Teknisk Vejledning nr. 21 (BTV21):

  • Ladestationer skal være friholdt for brændbart oplag i to meters radius.
  • Friarealer skal være markeret med tydelige markeringsstriber.
  • Ladekabler skal anbringes, så de ikke udsættes for mekanisk overlast, og kabler bør afkortes til nødvendig længde.
  • Enhederne skal være udstyret med specialstik, så de kun kan oplades i det område, som er indrettet til formålet.
  • Der skal være en 6 kg. kulsyreslukker til rådighed i umiddelbar nærhed af ladestationen.
  • Området skal være velventileret.

Det anbefales desuden af forsikringsselskaberne, at:

  • Opladningen ikke foretages i bygning men udelukkende udenfor, og ikke i nærheden af bygningsdele.
  • Der placeres et cykelskur mindst 5 meter væk fra bygningen, hvor el-cykler og løbehjul kan stå til opladning.
  • For at undgå overophedning kan der bruges en timer, således der automatisk slukkes for laderne om natten.

Har du spørgsmål til denne information, er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler.

Forsikringsmægler
Dorthe Albertsen
+45 3110 6267
dal@contea.dk