Europol vs Cybercrime. Et svært valg..?

Af Lars Steen Nielsen, Group CEO, Contea Assurance

Ansvarlige politikere bør af og til huske på det gamle mundheld ”Pas på med hvad du ønsker. Du risikerer at få det”. Det har sjældent været mere aktuelt end netop nu, hvor Danmarks medlemskab af det europæiske politisamarbejde Europol er på spil.

Jeg har ingen forudsætninger for at vide, om det er muligt at forhandle os frem til en samarbejdsaftale med Europol efter nej'et i 2015, eller om en ny folkeafstemning er den eneste vej til at fortsætte i Europol som fuldgyldigt medlem. Men jeg ved, at jeg bliver bekymret, når chefen for landets Nationale Cyber Crime Center, Kim Aarenstrup, i et interview siger: "Hvis vi ryger ud af Europol-samarbejdet, vil vi være sat flere år tilbage. Samtidig risikerer Danmark at blive slaraffenland for it-kriminelle, når det rygtes, at vi herhjemme ikke deler viden og data med de andre lande på samme niveau som tidligere."

Med tanke på, hvor hårdt ramt Danske virksomheder og kommuner allerede nu er af Cyber kriminalitet, burde alene risikoen for, at det kan blive værre, få enhver ansvarlig politiker til at passe på med hvad de ønsker sig og i stedet bruge de samlede kræfter på at sikre Danmarks fortsatte medlemskab af Europol. 

Haster det? Tjae, Kim Aarenstrup mener, at hvis ikke Danmark får en afklaring om tilslutning til Europol-samarbejdet indenfor få måneder, så er der åbnet for, at vi kan blive et fluepapir for it-kriminelle.

Du kan læse hele interviewet med Kim Aarenstrup her:http://www.computerworld.dk/art/238242/dansk-cyber-politichef-uden-europol-risikerer-danmark-at-blive-slaraffenland-for-it-kriminelle